top of page

Musikbladet skrev

Karl Pedersen
Lydstudie-håndbogen
A Forlaget Canta-libris
238 sider, 184 farveillustrationer
vejl. pris 249 kr

Lydstudie-håndbogen er en ny bog om indspilning, redigering og mix, og som henvender sig til alle med interesse i optagelsesteknik og mix
Lydstudie-håndbogen henvender sig til alle med interesse i optagelsesteknik og mix, herunder også gymnasielærer med særlig interesse for dette.
Lydstudie-håndbogen kommer hele vejen rundt omkring lydstudiet - fra det grundlæggende til det mere komplicerede.
• Bogens første tredjedel beskæftiger sig med instrumenterne og den konkrete optagelse. Det være sig vokal, trommesæt, flygel - til guitar, bas, synthesizer - samt optagelse af kor og mindre ensembler.
Bogen behandler detaljeret optagelsesprocessen omkring de enkelte instrumenter, f.eks. hvordan brugen man en EQ til sangere der ikke bruger støtten hvilket resulterer i hårde vokaler, hvordan bruger man en »de-esser« til at fjerne hvislelyde, samt kunsten at lave en god trommelyd og styre uønsket støj.
Der er også praktiske tips til lidt mere kuriøse instrumenter, som f.eks. banjo, harpe, cajon - sidstnævnte skal man interessant nok bruge to forskellige mikrofoner (en dynamisk mikrofon og en kondensatormikrofon). Den første tredjedel indeholder mange nyttige råd og praktiske anvisninger til at løse kendte problemer i optagelsesprocessen.
• Bogens næste tredjedel indledes med et par kapitler om mikrofontyper og mikrofonkarakteristikker. Det følges op af flere kapitler omkring de forskellige processorer og effekter - alt fra EQ, gates, rumklang til autotune og pitch korrektion, sat ind i en praktisk kontekst på et teoretisk grundlag.
 

• Bogens sidste tredjedel omhandler det afsluttende mix og mastering, samt teorier om akustik.
Det er en af bogens styrker, at den har mange gode råd og praktiske anvisninger, råd og anvisninger der dækker de almindelig forekomne udfordringer, som man støder på som lydtekniker.
Der er lagt op til at man bevæger sig frit rundt imellem forskellige afsnit i bogen - fra praktisk optagelse af forskellige instrumenter til teorier om EQ, rumklang, kamfilter - effekt o.s.v. Det betyder eksempelvis, at teori og praktisk brug af EQ, optræder forskellige steder i bogen, men begrebet optræder præcis i den kontekst og sammen med det instrument, hvor der er en sammenhæng.
Bogen bærer præg af Karl P’s store erfaring og praktisk viden, som underviser og praktisk udøvende tekniker/producer. Han har en god fornemmelse for formidling, godt kombineret med musikalske observationer. Små historiske anekdoter fra musikkens verden gør bogen til interessant læsning. Vægten i store dele af bogen ligger på; det praktiske, det lyttende, det erfaringsbetinget og man får lyst til som læser, at prøve tingene af i praksis.
Flere gymnasier anskaffer sig studier eller studiefaciletter og lydstudie-håndbogen vil helt sikkert opfylde et behov. Det er en bog der kan anbefales som både opslagsbog og inspirationsbog.
Per Hansen

Om bogens forfatter:
Karl Pedersen - bedre kendt som Karl P har beskæftiget sig med musik og musikfaglitteratur i mange sammenhænge.
Karl P underviser på Vestfyns Gymnasium i musik & dansk, og som ekstern lektor på Aalborg Universitet ved Populærmusik & Lydproduktion.
Karl P har skrevet flere musikfaglige bøger; ”The Who”, ”Når musikken er ude, spiller teknikken” og ”Musik & Lyd” (sammen med Claus Hartvig).

bottom of page